Børn i familier med vold
Det skønnes, at omkring 33.000 børn lever i en familie med vold. Det betyder, at der i hver skoleklasse er henimod to børn, som oplever vold i familien.
Undersøgelser fra udlandet antyder, at omkring 50% af de mænd, som anvender vold mod partner, også anvender vold mod deres børn (Saunders, 1994).
Blandt mænd, som ikke anvender vold mod partner, er dette tal 7% (Straus, 1983).
At være vidne til vold er at være udsat for vold
Børn, der udsættes for vold, pådrages en række skadelige erfaringer og følgevirkninger, der er vigtige at kende:
- At være vidne til vold er at være udsat for vold (både situationen og relationen bliver traumatiseret).
- Kendetegnet er oplevelse af svigt fra voksne, som barnet samtidig er afhængigt af. En vigtig forskel fra andre typer af traumer, som barnet kan påføres, er, at traumets kilde er barnets omsorgsperson.
- Uforudsigeligheden i forældrenes adfærd og temperament er for barnet en kronisk belastning.
- Barnet bærer voldens følgevirkninger i krop og følelser, når det ikke er gammelt nok til at kunne sætte ord på det, som er sket.
- Både volden i sig selv og det høje konfliktniveau, der er mellem forældrene, påvirker barnet.
- Barnet bruger både skam og skamløshed som forsvar.
Børns sikkerhed ved brud
Det er erfaringen, at vold ofte intensiveres og forværres efter brud i familien.
I denne potentielt farlige periode efter bruddet bliver spørgsmål om forældremyndighed og samvær bragt op. Derfor bør kvinden og børnenes sikkerhed prioriteres af alle de instanser, som familien kommer i kontakt med i en sådan situation. Se Råd til fagfolk ved mistanke om vold i familien.