Voldsopretholdende faktorer
Det er vigtigt at huske, at både udøver og offer sjældent forstår og tolker den virkelighed, de lever i, på samme måde som vi der møder familien og gerne vil hjælpe den. Det er der mange menneskelige/psykologiske årsager til. Disse årsager er nemlig i sig selv med til at opretholde volden og de gør det utroligt svært for alle parter at se volden i øjnene og få stoppet den.
Væsentligste voldsopretholdende faktorer er:
Usynligørelse - som værn mod det ubehagelige:
For at kunne tale om voldsproblemerne må de virkeliggøres ved, at der snakkes om dem. For vold fører til skam, som igen fører til glemsel og benægtelse. Frontpersonalet skal derfor have modet til at gøre volden til tema i samtalen. Spørg derfor på en respektfuld, alvorliggørende og ikke-moraliserende måde, om han/hun udøver/udsættes for vold. Det er vanskeligt at italesætte mistanker om vold, men det er ofte endnu mere vanskeligt for borgeren at åbne sig som sine voldsproblemer. Familien har derfor stor brug for kvalificeret hjælp til samtalen. For vold er socialt uacceptabelt og stærkt tabuiseret og derfor bærer han bag facaden ofte på meget skam/skyldfølelse og selvforagt. Det er en udfordring at få ham til at føle sig tryg og forebygge hans frygt for at blive dæmoniseret og fordømt. Det kan også være vigtigt at forstå at hans eventuelle undvigelsesforsøg ikke altid er et forsøg på sabotage af samtalen. For det kan blot være et indirekte forsøg på at fortælle, at dette er smertefuldt/skamfuldt at snakke om.
Benægten/bagatellisering:
Vold kan og bliver ofte bagatelliseret på flere måder af manden - enten selve handlingen, ansvaret eller konsekvensen/virkningerne af den. Eksempelvis kan han sige "man kan ikke rigtig kalde det vold. Jeg blev bare gal og talte med store bogstaver, men det gik kun ud over en vase". Denne adfærd betyder at voldsudøver godt kan erkende sin vold og dens alvor samtidig med, at han bagatelliserer ansvaret for volden. Derfor er det vigtigt at frontpersonalet også er i stand til at udfordre bagatelliseringen på alle tre niveauer - gennem viden om bagatelliseringens karakter og indbyggede logik.
Eksternalisering:
Eksternalisering handler om at forklare egne handlinger med forhold som ligger uden for en selv. Eksempelvis "Det var hende, der provokerede" eller andre varianter som at hun har været "meget afvisende" eller gjorde noget helt "uacceptabelt". Et fælles psykologisk træk ved mænds eksternaliserende forklaringer synes at være, at kvindens handlinger af ham opfattes som krænkende.
Fragmentering
Her handler det om at beskrive volden som fragmenter af en helhed. Begrebet indebærer bl.a. at fortælle om kun en del af volden eksempelvis: "Vi skændtes, og så knækkede filmen. Det skete bare. På hospitalet sagde de, at hun havde brækket armen, hvordan ved jeg ikke". Fragmentering indebærer endvidere at forstærke sin beskrivelsen af volden som konsekvens- og virkningsløs i forhold til ofret. Et effektivt supplement til mandens fragmentering er kvindens oplevelse af, at volden ikke kun er dominerende i situationen, men i hele parforholdet og hendes livssituation.
Kulturelle forhold
Her forstås at kønsroller, holdninger og kvindesyn også kan være med til at opretholde vold i familien. Socialisering og internalisering af patriarkalske værdier som eksempelvis mandens ret til sex i ægteskabet, og til at kontrollere sin kvinde kommer måske ikke direkte til udtryk i en samtale med manden, men kan manifestere sig i selve volden og i det som udløser den. Derfor kan manden, når hans forventninger om kvindens underkastelse ikke indfries, opleve afmagt som kan føre til vold. Denne viden er særligt vigtig at have med når det gælder familier fra en patriarkalsk kulturbaggrund.
Udøvers erfaring med vold er at "den virker"
Fagpersoner har god grund til at fokusere på voldens negative/skadelige virkninger. Men det er vigtigt, for at forstå mandens vold, at vold også har nogle umiddelbare positive konsekvenser for manden. Han får en kortvarig oplevelse af magt, kontrol, styrke og forløsning. Vold kan, for ham, derfor opleves som effektiv til at få sat en stopper for hans egne vanskelige følelser. Men volden er samtidig en elendig konfliktløser. Den læring han får mht. at vold stopper hans egen indre konflikt, kan være selvforstærkende dvs. voldsopretholdende. For den lindring han opnår ved at hans egne svære følelser forsvinder, kan være vanedannende og føre til ny vold.
